Hos Dwarf er vi flere gange stødt på, at vores kunder ikke læser vores prototyper. De får dem til gennemlæsning som en pdf eller som et link, hvor de kan klikke sig rundt. Dog sker det, at kunden ikke kommer med nogen feedback på prototypen overhovedet. Vi ved derfor tit ikke, om det er fordi de ikke fatter en brik af hvad prototypen prøver at kommunikere eller om det hele bare er lige i skabet og det er derfor vi ikke hører noget.
Det har fået os til at overveje om prototypen afleveres til kunden i det rette format. Vi veksler mellem at lave interaktive prototyper og statiske i form af pdf-dokumenter. Den sidste form har den fordel, at den kan læses fra den ene ende til den anden. Den første, at den viser interaktiviteten og giver kunden en fornemmelse af hvordan specifikke funktioner virker. Dog diskuterer vi sjældent med kunden om hvilken form de foretrækker inden vi går i gang.
Et andet tilbagevendende diskussionspunkt er hvor meget og hvilket indhold, prototypen skal indeholde. De prototyper vi laver bliver som regel både vist til kunden, men også brugt som et opslagsværktøj for udviklingsafdelingen. Derfor indeholder prototypen tit backend-elementer som ikke altid giver særligt meget mening for kunden.
Hvad er praksis hos jer andre?
Holder I møder hver gang med kunden hvor prototypen bliver gennemgået?
Tager I kunden med på råd i spørgsmålet om det er en interaktiv/statisk prototype der skal leveres – og hvad er jeres egne holdninger til de to typer?
Laver I adskilte prototyper – en til kunden og en anden til internt brug?

