Vi møder det tit: Mange vil opdatere deres site med lidt web 2.0 funktionalitet. Problemet er ikke ønsket, men snarere at vinklen er ensidig fokuseret på funktionalitet og ikke den bagvedliggende tankegang om at lade brugerne få direkte indflydelse på sitets form og indhold.
Spørgsmålet er selvfølgelig om web 2.0 kan gradbøjes. SKAL man partout gå hele vejen og tænke web 2.0 fra bunden og derme hele sites indhold og struktur – eller kan man man med fordel benytte sig af web 2.0 funktionalitet i begrænsede, men strategisk velplacerede doser?
Svaret er ikke entydigt. Mange oprindelige web 2.0 services, som flickr og youtube kan med fordel integreres (som konservative.dk) uden hverken at skade omdømme, eller underminere web 2.0 grundlaget. Andre har forsøgt sig med lightversionen af en ’sharing’-funktionalitet, der netop giver fin mening, når nu den primære målgruppe for websitet er dem der har til opgave at finde oplysninger og sende dem videre til beslutningstagere. Check fx NNE Pharmaplans site.
Den største konflikt opstår, når man vælger (bevidst) at gå mod selve mediets natur – som den topstyrede blog, der iøvrigt er skrevet af andre end afsenderen selv (som under valgkampen) eller tag-clouden, der i virkeligheden dækker over en ikke dynamisk tildeling af fontstørrelse.
Har vi som IA’ere og rådgivere et særligt moralsk ansvar for ikke at lade vore kunder undeminere den grundliggende web 2.0 tanke og hovedløst give kunderne, hvad de vil have? Skal vi fortælle politikere, at det i virkeligheden er en langt mere troværdig strategi kun at være til stede på EN blog i stedet for 10 forskellige? – hm…
Under alle omstændigheder skal der lyde et ‘godt gået’ til It- og telestyrelsen, der så vidt vides – er de første til at benytte beta-begrebet på deres site – selvom mulighederne for tilbagemelding og input går via digital signatur. Øv.
I en af vores seneste intranetløsninger (ikke implementeret), benytter vi web 2.0 teknologi sådan at medarbejderne har mulighed for at kommunikere på tværs af den klassiske topstyrede nyhedskommunikation. Medarbejderne bidrager dermed selv til at etablere et ’subkulturelt kommunikationsmiljø’ – Alle kan i princippet skrive på intranettet, men ikke al indhold bliver vist på ‘officielle’ nyhedslister, mm. til gengæld kan alle medarbejdere i princippet abonnere på hinandens indhold. Ideen er, at skabe top-lister for det indhold, der cirkulerer i ’sub-miljøet’ – Derved får toplisterne en monitorerende funktion for den kommunikation og kultur, der figurerer i virksomheden - de viser hvilke indlæg, der er mest læste, hvilke rapporter, der er de mest downloadede, etc. Vi tror det er den nemmeste måde at få en topledelse til at anerkende, hvordan intranet er andet end nyheder, der siver oppe fra og ned i organisationen. Måske ender det med at ledelsen også begynder at komminkere på samme måde?!
