Vi møder det tit: Mange vil opdatere deres site med lidt web 2.0 funktionalitet. Problemet er ikke ønsket, men snarere at vinklen er ensidig fokuseret på funktionalitet og ikke den bagvedliggende tankegang om at lade brugerne få direkte indflydelse på sitets form og indhold.
Spørgsmålet er selvfølgelig om web 2.0 kan gradbøjes. SKAL man partout gå hele vejen og tænke web 2.0 fra bunden og derme hele sites indhold og struktur – eller kan man man med fordel benytte sig af web 2.0 funktionalitet i begrænsede, men strategisk velplacerede doser?
Svaret er ikke entydigt. Mange oprindelige web 2.0 services, som flickr og youtube kan med fordel integreres (som konservative.dk) uden hverken at skade omdømme, eller underminere web 2.0 grundlaget. Andre har forsøgt sig med lightversionen af en ’sharing’-funktionalitet, der netop giver fin mening, når nu den primære målgruppe for websitet er dem der har til opgave at finde oplysninger og sende dem videre til beslutningstagere. Check fx NNE Pharmaplans site.
Den største konflikt opstår, når man vælger (bevidst) at gå mod selve mediets natur – som den topstyrede blog, der iøvrigt er skrevet af andre end afsenderen selv (som under valgkampen) eller tag-clouden, der i virkeligheden dækker over en ikke dynamisk tildeling af fontstørrelse.
Har vi som IA’ere og rådgivere et særligt moralsk ansvar for ikke at lade vore kunder undeminere den grundliggende web 2.0 tanke og hovedløst give kunderne, hvad de vil have? Skal vi fortælle politikere, at det i virkeligheden er en langt mere troværdig strategi kun at være til stede på EN blog i stedet for 10 forskellige? – hm…
Under alle omstændigheder skal der lyde et ‘godt gået’ til It- og telestyrelsen, der så vidt vides – er de første til at benytte beta-begrebet på deres site – selvom mulighederne for tilbagemelding og input går via digital signatur. Øv.
I en af vores seneste intranetløsninger (ikke implementeret), benytter vi web 2.0 teknologi sådan at medarbejderne har mulighed for at kommunikere på tværs af den klassiske topstyrede nyhedskommunikation. Medarbejderne bidrager dermed selv til at etablere et ’subkulturelt kommunikationsmiljø’ – Alle kan i princippet skrive på intranettet, men ikke al indhold bliver vist på ‘officielle’ nyhedslister, mm. til gengæld kan alle medarbejdere i princippet abonnere på hinandens indhold. Ideen er, at skabe top-lister for det indhold, der cirkulerer i ’sub-miljøet’ – Derved får toplisterne en monitorerende funktion for den kommunikation og kultur, der figurerer i virksomheden - de viser hvilke indlæg, der er mest læste, hvilke rapporter, der er de mest downloadede, etc. Vi tror det er den nemmeste måde at få en topledelse til at anerkende, hvordan intranet er andet end nyheder, der siver oppe fra og ned i organisationen. Måske ender det med at ledelsen også begynder at komminkere på samme måde?!
Emneord: moralsk ansvar, web 2.0
februar 12, 2008 kl. 8:52 pm |
Cirkus 2.0
Er Web 2.0 ikke bare et tegn på at Tim O’Reilly har en god markedsføring?
Nu er O’Reilly selvfølgelig ikke hvem som helst og begrebet kommer jo heller ikke af ingen ting. Der er tilsyneladende et behov for at sekvensere udviklingen på internettet (og måske i den proces forbinde sit navn til et begreb, der står for eftertiden).
Web 2.0 er efter min mening lidt som Formel 1: et rejsende cirkus i product placement forklædt som state-of-the-art – det ypperligste man kan præstere inden for sin branche.
”Web 2.0” er, som begreb, i bedste fald overflødigt. I værste fald hæmmende for at vi kan bruge de enkelte faciliteter, der gør et website relevant og anvendeligt for sine brugere (og dermed sin ejer).
Når en kunde ønsker et ”Web 2.0-agtigt” webite, så er det jo ofte bare ud fra et simpelt ønske om hjælp til at øge trafikken og gøre sitet mere attraktivt med noget der er ”hot”.
Men dermed er der også åbnet for en sund (og nødvendig) diskussion om det grundliggende koncept, dets forretningsmodel og dets relevans.
Og den diskussion er en gave til både leverandør og kunde. Det er ikke så meget et spørgsmål om ”Moral” men mere sund fornuft: Har den bærende idé noget behov for de faciliteter, der også kaldes ”Web 2.0”?
Selvfølgelig skal vi ikke bare give kunden hvad han beder om, men hjælpe ham til at nå sine mål, med hvad midler det i virkeligheden kræver.
Hvornår har du iøvrigt sidst været på “Second Life”?
februar 13, 2008 kl. 2:07 pm |
Jeg lovede på mødet i fredags at give et par links til Web 2.0-filmen, som jeg synes beskriver det fundamentalt anderledes ved fremtidens web:
Se Michael Whesh’s “The Machine is Us/ing us” på http://www.youtube.com/watch?v=6gmP4nk0EOE
Og en superfed – film om Supermarked 2.0:
februar 15, 2008 kl. 1:28 pm |
[...] the main topic of last week’s first meeting in the Danish UX-network. I hoped that we would have discussed [...]
februar 15, 2008 kl. 2:32 pm |
Ku’ du li’ “the machine..”? så se: http://www.youtube.com/user/mwesch
februar 18, 2008 kl. 2:08 pm |
Jeg synes absolut ikke, at vi skal begræde at web 2.0. bliver udvandet af den “forkerte” brug.
Nettet har altid været en markedsplads (eller en jungle), hvor gode idéer har overlevet og dårlige idéer enten er gået til grunde eller har måttet overleve gennem evolution.
Hvis vi har et ansvar, synes jeg at det i udviklingens navn er at stjæle med arme og ben af de ting, som vi mener kan bruges i web 2.0. og lade andre ting som f.eks. tag clouds og folksonomies dø og brænde i webhelvedet sammen med Facebook-applikationer, der forlanger at man inviterer 150 venner, før man kan få lov at se svaret på, hvilken figur fra “Kongen af Queens”, man minder mest om.
Web 2.0 kommer ikke til at aflive eller afløse web 1.0 (og lad os blot se bort fra, at ingen rigtig har en klar, brugbar definition af, hvad hhv. 1.0 og 2.0 overhovedet er). Det kommer til langsomt og umærkeligt at sive over i web. 1.0, gennembløde det og i processen selv langsomt blive suget tom for kraft og efterladt som en hul skal uden indhold.
Om et år vil web 2.0 ikke være noget man taler om – det vil være noget man bruger, bygger videre på, udvikler, lader sig inspirere af i sit daglige arbejde, og man vil ikke tænke videre over det. Ligesåvel som man i dag ikke regner internettet, mobiltelefonen eller fjernsynet som fænomener, gadgets eller fagre ny verden, men blot som dagligdags redskaber.
Om et år vil vi lave himmelvendte øjne, når nogen taler om web 2.0 – eller endnu værre: Når nogen forsøger sig med det billige trick at kannibalisere på en marketingsucces og kalde noget for web 3.0, 4.0 eller 5.0 i håbet om at skabe noget hype omkring en eller anden inferiør idé. Det vil være SOOO Last Christmas – lidt som at sætte et lille “i” foran sit produktnavn eller skrive “Powered by MOSS” i bunden af websitet.
Det er nu engang gode idéers skæbne at blive misbrugt, udvandet, kopieret, videreudviklet og forbedret. Alt sammen på samme tid. Det skal vi ikke beklage eller forsøge at beskytte dem imod. Vi skal gå med, når de hellige køer bliver slagtet og sikre, at det bliver gjort ordentligt og uden unødvendige lidelser for hverken køerne eller brugerne.
februar 18, 2008 kl. 3:52 pm |
Nu dissede jeg så lige dem, der taler om web 3.0. Det gør de så på K-forum med henvisning til en video på You-tube, hvor Googles CEO svarer på et spørgsmål om web 3.0 på en konference.
http://www.kommunikationsforum.dk/kkort/video/eric-schmidt-what-is-web-30
Et par interessante pointer. Han indleder sit svar på spørgsmålet om forskellen på web 2.0 og web 3.0 med at sige “Web 2.0 er et marketingudtryk, og web 3.0 er noget, du lige har opfundet”.
Svaret er i øvrigt meget interessant, men jeg kan ved Gud ikke forstå, hvorfor det skal være nødvendigt for mig at bruge 2 minutter af mit liv på at se en mand ik jakkesæt med gennemsnitlig karisma stå på en scene og envejskommunikere et budskab, jeg kunne have læst på et halvt minut, hvorefter jeg kunne have copy-pastet det ind her for at dele det med jer.
Et eksempel på, at web 1.0 (en flad hjemmeside) nogle gange er at foretrække fremfor at bruge et udpræget web 2.0 værktøj (You Tube) til at formidle den ældste form for envejs massekommunikation, der findes: Mand taler til andre mænd fra en forhøjning – og jeg har modsat de tilstedeværende ikke engang mulighed for at stille uddybende spørgsmål.